Prisagent: En indledning

Så skete det endelig. Min prisagent kørte automatisk og uden fejl natten til d. 12/05-2020.

Skærmbillede af Perl kildekode

Skærmbillede af prisagentens kildekode, hvor en hjemmeside bliver hentet og analyseret.

Siden webshops opstod, har jeg samlet bogmærker til ting, som jeg regner med at få brug for på et tidspunkt, men som jeg ikke mangler nu og her. På den måde har jeg kunne være heldig nok til, at der kommer tilbud på en af tingende imens jeg venter. Det meste af tiden har det involveret over 100 bogmærker, og dem gider jeg ikke at tjekke regelmæssigt, for ikke at nævne, at flere forhandlere burde blive tjekket for den samme type af vare, for at øge chancen for et tilbud.

For år tilbage lavede jeg så en simpel opsætning, hvor adresser kunne tilføjes manuelt til en database, og så kunne resultatet ses på en ensides hjemmeside. Og det virkede fint. Den tjekkede troligt hver eneste nat i omkring 3 måneder. Men hjemmesiden var uden mulighed for at ændre varer, logge ind eller at se prisudviklingen på forskellige måder. Det var bare de 7 seneste priser. Intet andet.

Resultatet blev alligevel, inden jeg slettede det hele igen, at jeg oplevede bedre indkøbsvaner imens det kørte. For udover bedre muligheder for at købe ind på tilbud, så er sådan et system også godt til at lave research på varer med. Skal elkedlen fx have en termostat? Og når en vare står et stykke tid på sådan en liste, begynder jeg også at spørge mig selv, om jeg overhovedet skal købe den når muligheden opstår. Andre gange oplever jeg bedre værdi af det jeg køber, ved at gå op i kvalitet, som fx med elkedlens termostat.

Så målet med prisagenten har været, og er stadig, at kunne holde øje med prisudviklingen på varer i webshops. Bare mere brugervenligt. Denne her gang omkring er koden delt i 2 baser: én der kører hver nat og tjekker priser, og én der stiller en hjemmeside til rådighed. Selve prisagenten mangler stadig nogle funktioner, som fx at kunne sende en besked ved prisfald på en vare. Nu kan arbejdet med at kode hjemmesiden dog begynde.

Udover at kunne betjene prisagenten er målet med hjemmesiden flerdelt, så jeg også kan lære noget nyt. Som minimum laver jeg selv login-systemet, understøtter flere brugere, AJAX (at indholdet på en side kan opdateres uden at genindlæse hele siden) og mobilvenlig brug. Udover det, kunne jeg godt tænke mig at den kan vise prisudviklingen som dynamiske grafer, altså grafer der bliver lavet imens siden indlæser, hvor man selv kan vælge intervaller. Og at lave en sekundær udgave af hjemmesiden i sproget C, for at sammenligne udviklingen af en hjemmeside imellem PHP og C.

Mere følger nok senere.

// Nicky

Skriv et svar