Skrivebordsmiljøer

På de fleste almindelige systemer er skrivebordsmiljøet lig med systemet i sig selv.

Skærmbillede af skrivebordsmiljø

Skærmbillede af arbejdscomputerens “skrivebord”.

Siden jeg stoppede med at bruge Windows til det daglige arbejde i 2009, er mine vaner omkring det grafiske miljø på arbejdscomputeren, stille og roligt gået tilbage til de oprindelige dage (altså mine oprindelige dage: 80’erne og 90’erne). Egentlig voksede jeg op med en Commodore 64, som præsenterede sådan en startskærm her:

Commodore startskærm

Den fik jeg i julegave af mine forældre. Godt nok skulle software som spil indlæses fra et kassettebånd, men maskinen i sig selv reagerede uden forsinkelse. Det gjorde DOS fra Microsoft stort set også, da jeg fik min første PC af min morfar. Men så blev tingende fancy, og fra Windows 95 fulgte der et egentlig skrivebordsmiljø med systemet, hvor det blev muligt at trykke på en startmenu med en mus, have skrivebordsikoner osv. (her springer jeg Windows 3 udgaverne over, for dem brugte jeg ikke).

Efter det har jeg brugt så godt som alle systemer, inklusiv de mobile, hvor jeg på en urelateret note installerede et alternativ til Googles Android, på en af mine gamle mobiler. Fælles for dem alle er deres hastighed. De er så snotlangsomme at det er til at tude over. Rekorden må gå til mit nuværende vækkeur på Android mobilen, for det kan være 10 sekunder om at starte op. Og ja, jeg ved godt at den tid sikkert bliver brugt på at forbinde til deres server, så de kan overføre og sælge mine personlige oplysninger, men 10 sekunder er alligevel voldsomt. Jeg ville kunne gøre det hurtigere, og helt sikkert overføre mere end de gør.

Derfor er jeg af flere gange gået tilbage, især i forbindelse med skrivebordet på arbejdscomputeren, for jeg bruger alligevel ikke skrivebordet i sig selv. Jeg åbner Firefox / Chrome, Claws Mail, nogle mapper og terminaler, noget musik og så programmer som LibreOffice efter behov. Og alle de programmer virker stadig. De bliver kørt af Openbox, som ikke kan andet end at vise programmer og musemarkøren. Intet baggrundsbillede på skrivebord (feh kan løfte den opgave), ingen ikoner (pcmanfm kan fx bruges), intet panel (kan evt. installeres separat) og ingen lækre effekter (kan vist også installeres separat).

Resultat er til at mærke, for computeren reagerer mærkbart hurtigere end tidligere. Det betyder forhåbentligt også, at der går længere tid før hardwaren skal skiftes. Så har du en computer i overskud, kan jeg helt klart anbefale at prøve noget nyt med en Linux (fx Ubuntu), og så eksperimentere med skrivebordsmiljøer. De kommer også som tiling managers (se fx denne Youtube-video af sådan en opsætning på Ubuntu), hvor musen helt kan undværes.

// Nicky

Skriv et svar