Indledning til computere

Det her indlæg vil give en introduktion til computere, hvor de fleste vil kunne følge med. Kommende indlæg vil bygge videre på det der bliver gennemgået her.

Computere og kabler

Så, hvad er en computer? Er det en smartphone, en kugleramme eller mennesker der kan beregne? Ordet computer kan betyde alle 3 ting, og har, ifølge Wikipedia, været i brug siden 1613, hvor det netop blev brugt til at beskrive mennesker som beregner. I nyere tid dækker ordet normalt over elektriske ting, som kan lave forskellige typer af elektroniske beregninger.

I dag, i 2019, kan en processor gennemfører i omegnen af 1 milliard operationer per sekund (omend nogle opgaver kan kræve flere operationer at gennemføre), og det er en processors evne til at arbejde så hurtigt med tal, som giver os computere, internet, grafik, skærme og alle de andre ting, som har en processor i sig. En processor kan både være bygget ind i en chip, som så sidder i en vaskemaskine, men den kan også være en selvstændig enhed, som sidder i en stationær eller bærbar computer. Og den kan også hedde en CPU, GPU eller tilsvarende.

Resten af en computers hardware er normalt bygget op omkring processoren, og det er på ingen måde ualmindeligt, at en computer har mere en 1 processor i sig. Et skærmkort er fx bygget op omkring en processor, som er god til at lave beregninger, der resulterer i at grafik bliver vist på en skærm.

Internettet har (i min mening) i væsentlig grad drevet udbredelsen af computere. Ikke at de ikke var blevet udbredt alligevel, men hurtigt at kunne udveksle oplysninger med andre, har vist sig at give os en stor værdi. Ting på internettet, som e-mail, cloud computing, web apps, web shops og hvad man ellers kan bruge nettet til, dækker alt sammen over ting man kan lave på andres computere.

En milliard er i øvrigt så stort et tal, at jeg altid har haft lidt problemer med at forstå det. Begynder man at tælle 1 tal i sekundet, så ville det tage lige under 32 år at nå til 1 milliard. Så jeg er glad for at jeg ikke behøver at kunne følge med en processor.

// Nicky

Skriv et svar